Birthe's Madside

 

Laks på Samsømanér
Til 4-6 hyggelige mennesker

Vi havde en dejlig weekend på Samsø, hvor gode venner forkælede os. Fx stegte ål smagte herligt. Ved afrejsen fik vi et par friskfangede laksørreder med følgende opskrift, der er meget spændende.

  • 1 laksørred (ca 1½ kg)

  • 250 g champignon

  • 2 æg

  • stærk sennep

  • rasp

  • smør, salt, peber

  • diverse krydderier

Laksørreden fileteres. Filetterne gnides med groft salt og trækker derefter 1-1½ time i køleskab. Så skylles de blidt og tørres. Hviden fra 2 æg piskes sammen med 2-3 spsk stærk sennep og hakkede champignon blandes i.

Så griber vi et ildfast fad, smører det med olie indvendigt og lægger en filet i bunden med kødsiden opad. Den smøres rigeligt med sennep/champignon blandingen. Den anden filet lægges ovenpå, med kødsiden nedad og således, at halestykke vender mod bryststykke.

Nu piskes æggeblommerne og hældes over, rasp ovenpå det hele og krydderier efter eget valg. Så sættes den i ovnen - 225 gr i 30-35 minutter - og serveres så med aspargeskartofler, salat og bernaisesauce, hvis det skal være helt korrekt. Ellers en slankesauce, men den skal smage af noget, laksen skal have modspil. En herlig ret!

Kilde: Hans Ole fra Samsø - Carsten Just Munch

 

 

Birthe's Madside