Birthe's Madside

 

Kylling med karry og citronris
4 personer
  • 1 frisk kylling (ca. 1400 g)
  • 25 g smør
  • 1 spsk ostindisk karry
  • 4 grofthakkede zittauerløg (ca. 300 g)
  • 2 små fed finthakkede hvidløg
  • 3 dl yoghurt naturel
  • 2 spsk majsstivelse, fx. Maizena
  • 2½ spsk mild, hakket mangochutney
  • 1½ tsk groft salt
  • friskkværnet peber
  • 2 skrællede æbler i tynde både, fx. Belle de Boskoop (ca. 200 g)
  • Citronris:
  • 6 dl vand
  • 325 g løse, parboiled ris (ca. 4 dl)
  • ½ tsk groft salt
  • 2 tsk fintrevet citronskal

Kylling med karry: Rens, skyl og tør kyllingen. Del den i 4 stykker, fjern skindet og de yderste vingespidser. Smelt smørret i en sauterpande ved kraftig varme, men uden at det bruner. Tilsæt karry og lad det bruse af. Brun kyllingestykkerne ca. 1½ min. på hver side. Tag kyllingestykkerne op og kom løg og hvidløg i panden. Svits løgene under omrøring i ca. 2 min. Rør yoghurt og majsstivelse sammen og hæld det ved løgene under omrøring. Tilsæt mangochutney. Læg kyllingestykkerne ned i løgblandingen og drys med salt og peber. Kog retten ved svag varme og under låg i ca. 20 min. Vend kyllingestykkerne og kog videre i ca. 20 min., eller til kødet er hvidt og gennemstegt. Vend æblebådene ned i retten. Skru op for varmen til retten begynder at koge. Sluk - og lad retten stå ved eftervarmen i ca. 4 min. Smag til.

Citronris: Kog risene. Vend citronskal i risene efter 12 minutters kogning.

Rør op i risene og server dem til kyllingen.

 

 

Birthe's Madside