Birthe's Madside

 

Past¡tio (græsk makaronigratin)
Pasta, oksekød 1 fad
  • 200 g makaroni
  • 1 løg
  • 5 spsk smør
  • 600 g hakket oksekød
  • 3 tomater
  • 2 spsk friskhakket persille
  • Salt og friskkværnet peber
  • 1 knivspids stødt kanel
  • 1 kop tør hvidvin
  • 3 kopper mælk
  • 4 spsk mel
  • 1 nip friskreven muskatnød
  • 3 æg
  • ½ kop reven kefalotiriost

Forberedelser: 40 minutter

Tilberedning: 1 time

I stedet for kefalotiriost kan anvendes parmesan.

Makaronien koges 15 minutter i spilkogende saltet vand og drypper af. Løgene pilles og hakkes. 2 spsk smør smeltes på en pande, og løget svitses gennemsigtigt. Kødet tilsættes og steges under omrøring, til det bliver gråt. Tomaterne skylles, ridses i kryds, lægges i kogende vand et øjeblik og flås. Det grønne stilkfæste udstikkes, og tomaterne skæres i både og presses gennem en sigte. Tomatmosen røres i kødet. Persillen tilsættes, og alt krydres med salt, peber og kanel. Vinen hældes ved, og kødsaucen koges sagte og uden låg i 15 minutter under jævnlig omrøring. Imens varmes mælken uden at komme i kog. Resten af smørret smeltes i en gryde, melet sigtes i og får lov at tage lidt farve under omrøring. Mælken tilsættes langsomt og under omrøring. Saucen krydres med salt, peber og muskat og skal derefter koge sagte i 5-10 minutter. Derved mister den sin melede smag og bliver tykkere. Saucen tages af blusset. 2 æg piskes sammen og vendes i saucen. Ovnen forvarmes til 200g. Halvdelen af makaronien hældes i et smurt ovnfast fad og drysses med halvdelen af osten. Det sidste æg piskes sammen og røres i kødsaucen, som hældes over makaronien i fadet. Resten af makaronien fordeles over. Resten af osten røres i mælkesaucen, som hældes over gratinen. Gratinen bages gylden i 35-45 minutter på næstnederste ovnribbe. Gratinen serveres varm med en salat til.

Kilde: Lademanns Nye Kogebøger: "Græsk køkken"

Martin Koch Villefrance, 16/8-95.

 

 

Birthe's Madside