Birthe's Madside

 

Frikadeller 2
  • 500 g hakket kød, f.eks. svinekød (max. 10 - 12% fedt)
  • 1½ tsk. groft salt
  • 1¼ dl mel, ca. 80 g
  • 1 æg
  • 1-2 revne løg, ca. 100 g
  • 2½ dl letmælk
  • ¼ tsk. stødt peber
  • Til stegning:
  • 15 g smør eller margarine
  • 1 spsk. olie

Rør kødet sejt med salt, 2-3 min. Tilsæt alle øvrige ingredienser, og rør til farsen har en ensartet konsistens. Hold evt. en del af mælken tilbage. Lad farsen hvile i køleskab mindst en halv time. Tilsæt lidt mere mælk, hvis farsen er for fast. Steg frikadellerne på panden i det varme fedtstof, ca. 2 min. på hver side. Skru ned for varmen, og steg frikadellerne færdige, ca. 4 min. mere på hver side.

Tips: Tilsæt lidt mindre mælk, hvis farsen laves af frosset kød, af kød med højere fedtindhold eller kalkunkød. Melet kan eventuelt erstattes af 1½ dl havregryn. Når farsen røres sej med salt, før de øvrige ingredienser tilsættes, bliver den bedre til at binde mælken. På den måde opnår man en bedre konsistens af farsen og de færdige frikadeller.

Hvis man laver en stor portion frikadeller, kan de steges færdig i ovnen. Efter bruning skal de have ca. 10 min. ved 200 C.

Har du lyst til at eksperimentere med smagen af dine frikadeller, er her nogle forslag:

Danske med urter: Tilsæt 150-200 g rå finthakkede urter, f.eks. gulerødder og pastinak.

Danske med krydderurter: Tilsæt 2 spsk. hakket persille og 2 spsk. hakkede krydderurter efter smag, f.eks. salvie eller basilikum, timian samt evt. 1 fed presset hvidløg.

Indiske: Tilsæt 2 tsk. frisk finthakket eller revet ingefær (eller 1½ tsk. stødt), 1 tsk. revet citronskal, 1 tsk. hakkede korianderblade (eller 1 tsk. stødt), 1 finthakket chili (eller 1 tsk. stødt sød chili) og ¼ tsk. stødt kardemomme. Passer godt til den indiske kartoffelsalat, men er også gode til ris.

Kinesiske: Tilsæt 1 spsk, soja og 1 tsk. frisk finthakket ingefær (eller 1½ tsk. stødt ingefær).

Kilde: Levnedsmiddelstyrelsen: "Livet er Fedt", 1996 - Af kok og madskribent Sandra Leigh Draznin

 

 

Birthe's Madside