Birthe's Madside

 

Lammepaté med mandler i baconsvøb
12-14 skiver

Patéen kan laves dagen i forvejen. Lammekødet kan erstattes af hakket kalkunkød. Hvis der bliver en rets, smager patéen også godt som pålæg på rugbrød og i sandwich med salat og krydderurterdressing.

  • 500 g hakket lammekød

  • 1 æg

  • 25 g rasp

  • 1½-2 dl mælk

  • 1-2 fed hakket hvidløg

  • 2 spsk citronsaft

  • ca. 1 tsk rosmarin

  • 1 tsk timian

  • 1 tsk salt

  • 15-20 sorte/grønne oliven uden sten

  • 50 g meget grofthakkede mandler

  • 1 lille rød peberfrugt eller ½ stor

  • 8-10 tynde skiver bacon

Kødet røres til en fars med æg, rasp, mælk, citronsaft, hvidløg og krydderier. Peberfrugten renses og skæres i små terninger. Peberfrugt, mandler og oliven blandes i farsen. En 1 ¼ liter aflang bageform fores med baconskiver på tværs af formen, så skiverne ligger op af siden og hænger lidt ud over kanten. Farsen trykkes i formen, baconender vippes ind over. Hvis der er et par skiver i overskud, kan de lægges på langs øverst i formen. Patéen bages midt i en 200 grader varme ovn i 45-50 minutter.

Kilde: Birthes Madside - Mad/Bag stor 2

 

 

Birthe's Madside