Birthe's Madside

 

Lammeruller i stærk tomatsauce
4 personer

Tilberedningstid: 1¼ time

Tips: Kan anvendes som forret. Server da kun en rulle pr. person

  • 8 store, hele blade kinakål

  • Kartoffelmasse:

  • 800 g kartofler

  • 1 æg

  • 1 tsk groft salt

  • 2 tsk pulveriseret spidskommen

  • Lammefyld:

  • 1 spsk olie

  • 300 g meget magert lam skåret i meget små stykker

  • 1 rød peberfrugt i små tern

  • 1 hakket løg

  • 1 fed hvidløg - presset

  • 1 tsk groft salt

  • 1 tsk peber

  • Tomatsauce:

  • 2 dåser flåede tomater

  • 1 tsk tabasco

  • 1 tsk groft salt

De nederste 5 cm skæres af kinakålbladene. Bladene koges i letsaltet vand i 2 min. og lægges til tørre på et rent viskestykke.

Kartoflerne skrælles, koges, moses og blandes med det sammenpiskede æg, spidskommen og salt.

Løg og hvidløg svitses på en pande i olien. Lammekød og peberfrugt tilsættes, og det hele steger videre i et par minutter, Smages til med salt og peber.

På hvert kinakålsblad lægges 2-3 spsk. kartoffelmasse, som fordeles til en lille firkant (ca. 8x8 cm). Derefter kommes lammefyldet på kartoffelmassen. Det hele rulles forsigtigt sammen - sørg også for at siderne er lukket. Rullerne lægges med åbningen nedad i et stort ildfast fad.

Saucen laves. Tomaterne moses let og hældes i en gryde og gives et opkog sammen med tabasco og salt. Saucen hældes ved ruller - men ikke på rullerne.

Dæk fadet med stanniol og sæt det i ovnen i 25 min. ved 200¤.

Servering: Anrettes i dybe tallerkener først med tomatsauce og derefter med to ruller ovenpå. Serveres med brød.

Kilde: Ernærings- og husholdningsøkonom Karin Andresen, Forbrugerrådet

 

 

Birthe's Madside