Birthe's Madside

 

Stines Chili con Carne (Mexicansk)
Hovedretter, Gryderetter, Hakket kød, Bønner m.m., Gæstemad - Personer: 12
  • ½ kg Tørrede røde bønner
  • ½ kg Tørrede hvide bønner
  • 1 ½ kg Oksekød, hakket
  • 3/4 kg Løg
  • 5 Peberfrugter, røde og grønne
  • Friske chilier efter smag
  • 6 cn Flåede tomater
  • Chilisauce
  • 300 g Courgetter, revne
  • Masser af hvidløg
  • Sød chili (pulver)
  • Salt og peber
  • 3 Laurbærblade
  • 1 tb Sukker eller honning
  • Tilbehør:
  • Oliven - almindelige og marinerede
  • Syltede perleløg
  • Sambal Oelek
  • Marinerede chilipebrer og hvad man nu ellers kan finde på.

Bønnerne sættes i blød i rigelig vand natten over (min. 12 timer). Iblødsætningsvandet hældes ud, og bønnerne koges i letsaltet vand, igen rigeligt, til de er knapt møre - hver slags for sig. Skylles grundigt i koldt vand. Løgene skæres i både. Peberfrugterne renses, skylles og strimles. Chilierne skylles grundigt, og skæres i fine strimler. Tomaterne blendes eller hakkes ret fint. Gem væden. Courgetten/courgetterne renses, skylles og rives fint. Pil hvidløgsfeddene, hak dem fint eller skær dem i ganske tynde skiver. Brug en stor stegegryde af støbejern. Svits det hakkede oksekød i olie, evt. i flere omgange. Hæld kødet over i en skål og tør gryden af med et stykke køkkenrulle. Svits løg, hvidløg, peberfrugter og chilier i lidt mere olie, i 5-10 min, indtil løgene er klare. Bland tomaterne (incl. væde) i, rør rundt, og tilsæt så squash og krydderier - også en sjat chilisauce. Put kødet ned i gryden igen, bland godt og grundigt, og hæld så bønnerne ned til alt det andet igen. Lad det stå og knurre med låg på i mindst en times tid ved svag varme. Du må godt røre rundt ind imellem... Du må også godt lade være, men så brænder det garanteret på:-) Smag til med salt, peber, sukker/honning og evt. mere chilisauce, og servér med sprøde flutes, koldt smør og strømme af koldt øl.

Kilde: Stine Hansen, 23 Aug 93

 

 

Birthe's Madside