Birthe's Madside

 

Mango Glød Habanero Chilisovs

En dejlig orange sovs, som giver selv de mest hærdede chili-fans varmen indefra. En god måde at udnytte et sparsomt udbytte af chilidyrkning i vindueskarmen. Kan også laves med andre chilier end habaneros, men smagsindtrykket bliver noget anderledes.

Serveres for sig selv til f.eks. dampet fisk, karryretter og grillmad, eller blandes i gryderetter, supper eller endog ketchup.

Vigtigt: benyt latex handsker hvis du laver sovsen på ægte habanero pebre, og pas meget på ikke at få chilisaften på huden! Vask alle redskaber grundigt bagefter.

  • 3-15 Habanero chilier (afhængig af ønsket styrke i sovsen)
  • 2 modne mangofrugter
  • 4 spsk brun farin
  • 4 spsk hvidvins- eller riseddike
  • 1 spsk karrypulver (gerne Madras typen)
  • 1/2 spsk stødt spidskommen
  • 1 spsk paprika eller anden mild chilipulver
  • 1/2 tsk salt (eller efter behag)
  • 1 tsk friskkværnet sort peber
  • 1 lime
  • 1 appelsin
  • 2 spsk sennepspulver (f.eks. Colmann’s)
  • 2 dl vand
  • 2 tsk majsstivelse (f.eks. Maizena)
  1. Befri chilierne for kerner, frø og stilk. Hak dem meget fint.
  2. Skær frugtkødet fra mangoerne, og hak det fint (eller planlæg at bruge en blender). Pres saften af limen og appelsinen.
  3. Kog eddike og vand op med brun farin, karrypulver, spidskommen, paprika, salt, sort peber og sennepspulver.
  4. Læg de finthakkede chilier og mangofrugten i sovsen, og giv den et opkog.
  5. Smag til med appelsinsaft og lime.
  6. Purér sovsen hvis det er nødvendigt.
  7. Lav en jævning med majstivelsee og giv sovsen et opkog for at jævne den.
  8. Hæld sovsen på rene glas, og lad den trække mindst et døgn før anvendelse.

Holder sig ca. 1 år i køleskab.

Kilde: Meyers Køkken

 

 

Birthe's Madside