Birthe's Madside

 

Erik's Sesamboller
40 stk.

Lækre, lette boller til kaffe eller te med smør.evt. ost eller marmelade. Fryseegnede.

  • ½ l letmælk, lunet

  • 50 g gær

  • 900 g hvedemel, evt. lidt mere

  • 4 spsk melis

  • 1 tsk salt

  • 2 æg

  • 100 g sesamfrø

  • 150 g smør eller margarine

  • 50 ml sesamolie

  • 1 æg + ½ dl letmælk til dypning

  • ca. 100 g sesamfrø til overfladen

Gær røres ud i den letlunede mælk. Melet sigtes ned i røreskål (gerne røremaskine). Gærblandingen, sukker, salt, sesamfrø og æg tilsættes. Der æltes, til dejen er homogen og glat. Såfremt den klistrer, tilsættes lidt mere mel, indtil dejen løsner sig fra skålen. Smør lunes let og tilsættes lidt ad gangen sammen med sesamolie under fortsat omrøring. (Bemærk: Ifølge mange opskrifter tilsættes fedtstof sammen med gær og de andre ingredienser. Det er forkert!!. Fedtstof skal først tilsættes efter æltningen, fordi fedtstoffet ellers dækker melpartiklerne, således at gæren ikke kan påvirke melet ordentligt). Det gør dog ikke noget, at der efter fedtstof iblandningen tilsættes lidt mere mel, for at dejen kan slippe skålen under den fortsatte æltning. Dejen stilles ikke for varmt til hævning til dobbelt størrelse. Langsom hævning giver bedre resultat. Ovnen stilles i mellemtiden til 215°. To bageplader smøres. 1 æg og lidt letmælk sammenpiskes i dyb tallerken. Sesamfrø hældes ligeledes op i dyb tallerken.

Den hævede dej æltes grundigt og deles i to dele. Hver del rulles til en lang, jævnt tyk pølse; evt. strøs der med lidt mel. Pølsen deles med en kniv i fem dele. Hver del igen i fire dele. Hver lille del rulles kraftigt mellem flade hænder, således at der dannes en kugle med jævn overflade. Kuglerne lægges på bordet. Derefter tages en kugle ad gangen op med hånden, dyppes halvvejs ned i ægblandingen og derefter i tallerkenen med sesamfrø. Stiles på bagepladen i 5 x 4 rækker. Der skal være afstand mellem kuglerne, fordi de hæver. Stilles til efterhævning. Sættes midt i oven og bager ca et kvarter. De færdige boller lægges på en rist til afkøling. Mens den første bageplade bages, gentages processen med de 20 boller til den enden plade.

Serveres let lune sammen med smør, evt. marmelade eller ost. Kan nedfryses i frysepose. Tøs op før brug i stuetemperatur og lunes let i ovnen før servering.

Kilde: Erik Somer

 

 

Birthe's Madside