Birthe's Madside

 

Godte med Bailey-fløde
20 stk.

Denne kage vandt 2. præmie i en kagekonkurrence mellem 40 bagere fra Østjylland 1996.

  • Bunde:
  • 600 g kransekagemasse
  • 300 g sukker
  • 100 g æggehvide
  • Bailey-fløde:
  • 2½ dl piskefløde
  • 50 g overtrækschokolade
  • 2 spsk Bailey
  • Florinertoppe:
  • 30 g smør eller margarine
  • 40 g sukker
  • 30 g hvedemel
  • 40 g hakkede nødder
  • solbærsyltetøj

Bunde: Kransekagemasse og sukker røres sammen. Æggehvide tilsættes lidt ad gangen for at undgå at massen klumper. Sprøjtes ud i tyve små toppe på bageplade med bagepapir. Bag bundene 8-10 minutter ved 230°. NB: Lav evt. selv sprøjte ved at klippe lille hul i hjørne af fryseplastpose.

Bailey-fløde: Bring piskefløden næsten i kog. Tilsæt 50 g chokoladeknapper og rør rundt, til de er smeltede. Lad fløden stå, til den er kølet lidt af. Bailey tilsættes. Bailey-fløden skal derefter stilles på køl i køleskabet et døgn.

Florinertoppe: Smelt fedtstoffet i en gryde. Rør ingredienserne sammen i gryden. Lad dejen blive kold.

Sådan laves godterne: Den kolde dej rulles til en pølse. Skær pølsen ud til tyve små toppe. Bag toppene på en plade med bagepapir ca. 8 minutter ved 160° (til de er gyldne). Ret toppene pænt af rundt langs kanten med et glas. Lav en lille fordybning i kransekagebunden. Put en lille klat solbærsyltetøj i fordybningen. Pisk Bailey-fløden op. Fyld fordybningen helt op med Baileyfløde. Florentinertoppen sættes ovenpå og pyntes efter smag.

Kilde: Jens Peter Overgaard

 

 

Birthe's Madside