Birthe's Madside

 

Mücver (Tyrkiske squashpandekager)
4 personer

Når man laver fyldte squash i Tyrkiet, bruger man ofte indmaden til denne raffinerede ret, men man kan også bruge hele, uskrællede squash. Mücver kan bruges som frokostret, forret eller hovedret.

  • 500 g squash
  • 2 tsk salt
  • 2 æg
  • 5 spsk mel (evt. lidt mere, hvis massen er meget blød)
  • 2 spsk friskhakket persille
  • 2 tsk friskhakkede mynteblade
  • 1 spsk dild
  • friskkværnet peber
  • 1 tsk rosenpaprika
  • rigeligt olie til stegning
  • Sauce:
  • 2 dl salatyoghurt
  • 1 presset fed hvidløg
  • salt

Squashen rives fint, kommes i en skål sammen med 2 tsk salt. Lad stå i en halv time, hæld massen i en sigte og knug saften fra med hånden.

Krydderurter hakkes fint i foodprocessor. Squash, æg, mel, peber, paprika tilsættes og blandes i foodprocessoren.

Rigeligt olie varmes på en stor stegepande. Squashmassen sættes spiseskefuldvis i den hede olie, trykkes let flad og bages i godt 2 minutter på hver side. (De skal være lysebrune) De små kager lægges til afdrypning på køkkenrulle, inden de serveres på et fad.

Servering: I Tyrkiet serveres Mücver ofte med en sauce af salatyoghurt rørt med et presset hvidløgsfed og salt efter smag og stilles på bordet i en skål. Enhver hælder en lille skefuld af saucen over sin Mücver på tallerkenen.

Kilde: Erik Somer

 

 

Birthe's Madside