Birthe's Madside

 

Baghari Phoolgobi - Blomkål med hel fennikel og sennep
4 til 6 personer

Forberedelse: 40 min.

Tilberedning: 20 min.

  • 1 middelstort blomkålshoved

  • 5 spsk olie

  • 2 tsk panchphora

  • 2 tørrede røde chili

  • 2 tsk meget finthakkede hvidløg

  • ¼ tsk stødt gurkemeje

  • ½ til 1 tsk chili peber

  • ½ tsk salt

  • 2 spsk vand

Skær blomkålen ud i små buketter, ikke mere end 5 cm lange, ikke mere end 2 til 2 ½ cm brede for oven og 1 cm for neden. Skyl dem og lad dem dryppe af.

Opvarm olien i en stor stegepande på middel blus. Når olien er gennemvarm, kommes panchphora og chili i. De steges under omrøring i nogle få sekunder, inden det finthakkede hvidløg kommes i.

Steg nu under stadig omrøring indtil hvidløgsstykkerne er ganske svagt brunede.

Tilsæt gurkemeje og chili, rør det straks ud i olien og kom øjeblikkeligt blomkålsbuketterne i sammen med salt.

Steg buketterne i 3 minutter eller indtil de begynder at få brune pletter. Kom så 2 spiseskefulde vand i og rør forsigtigt i retten. Kom straks låg på, skru blusset ned og lad den småkoge i 5 til 7 minutter.

Tag så låget af, og hvis der stadig er væde tilbage, så lad den dampe af på højt blus. Nu skulle blomkålen være færdig, men stadigvæk sprød.

Hvis vandet fordamper før buketterne er færdige, tilsættes en lille smule ekstra vand.

Taler vi om sommerblomkål, behøver man ikke at tilsætte vand. Steg i stedet under stadig omrøring ved lavt blus i 7 til 10 minutter.

Kilde: Charlotte Kirsheiner

 

 

Birthe's Madside