Birthe's Madside

 

Grundopskrift på blinis [russisk]
Pandekager, tilbehør, groft 6 personer
  • 4 dl hvedemel (250 g)
  • 20 g gær
  • 4 dl boghvedemel (250 g)
  • 1 tsk sukker
  • 2 æg
  • salt
  • 1/4 l mælk
  • 1/4 l piskefløde
  • 4 æg
  • olie til stegning
  • smeltet smør

Kom melet i en skål. Bland gæren i, som er opløst i lidt lunkent vand. Lad dejen hvile i 10 minutter. Tilsæt boghvedemel, sukker, 2 æg og salt. Rør mælken i, til dejen har konsistens som almindelig pandekagedej. Pisk æggehviderne og fløden stiv hver for sig. Vend det i dejen sammen med de 4 æggeblommer. Tilsæt til sidst lidt lun mælk. Varm olien på en lille pande. Hæld lidt dej på og bag små fine pandekager ved meget høj varme. De bliver tykkere og mere svampede end almindelige pandekager, og de skal kun være lysgyldne i farven. Efterhånden som pandekagerne er bagt, lægges de i et ovnfast fad og holdes varme i ovnen.

Tips: Blinis kan serveres meget enkelt og elegant, det kommer kun an på tilbehøret. Til hverdag spiser russerne dem med marmelade eller hytteost på. Ved mere festlige lejligheder smøres blinis med smeltet smør, og der hører meget lækkert tilbehør til: Sort eller rød kaviar eller tynde skiver af fersk røget laks eller hellefisk, dækket af en stor skefuld cremefraiche.

Kilde: "Menu - Småretter & Supper"

 

 

Birthe's Madside