Birthe's Madside

 

Kartoffelgratin provencale
4 personer
  • 1 kg skrællede kartofler (bintje)

  • 2 pillede løg i tynde skiver

  • 3 spsk vindruekærneolie

  • 1 ds flåede tomater, 450 g

  • 2 spsk koncentreret tomatpuré eller 1 dl alm. tomatpuré

  • 1 tsk tørret basilikum

  • 1 tsk salt

  • ¼ tsk peber

  • 2 fed pillede, knuste hvidløg

  • 1 bundt skyllet, hakket persille

  • 1 dl reven ost

  • 25 g smør

  • evt. lidt bouillon (vand + terning)

Kog løgene i olie uden at brune i 5 minutter under låg. Tilsæt tomater med væde, tomatpuré, krydderier og hvidløg. Knus tomaterne i små stykker med grydeskeen og kog det hele under låg i 5 minutter.

Skær kartoflerne i tynde skiver på råkostjernet og læg halvdelen i et smurt, ovnfast fad. Fordel halvdelen af løg-tomatblandingen over og drys halvdelen af persillen på. Fyld op med resten af kartoflerne og slut af med løg-tomatblandingen samt persille.

Fordel ost og smørklatter på retten. Dæk fadet med alufolie og stil det i ovnen på nederste rille ved 200C i 30 minutter.

Fjern foliet og fortsæt bagningen til kartoflerne er møre og overfladen lysebrun, 20-30 minutter. Hæld evt. lidt bouillon ved retten, hvis den bliver for tør.

 

 

Birthe's Madside